Fanitullen (dikt)

I hine haarde Dage, Da ved Øldrik og Svir Hallingdølens Knivblad Sad løst i hans Slir, – Da Kvinderne til Gilde Bar Ligskjorten med, Hvori de kunde lægge Sin Husbonde ned:

Stod der et blodigt Bryllup I Hemsedal ensteds, Hvor Leg og Dands var tystnet Og Karlene slog Kreds. Thi midt paa Gulvets Tilje, I den mandslagne Ring, Stod To med dragne Knive Og eet Belte spændt omkring.

Og som udskaarne Støtter I hvilende Ro Staa endnu fire Karle I Kredsen om de To. De løfte Tyrilysen Mod det sorte Bjelketag, Hvor Røgens Hvirvler samles Til et rugende Lag.

Forgjeves tvende Kvinder Med Hyl trænge frem, At bryde det faste Gjærde, Der er stillet foran dem. De kastes vredt tilbage Af de muskelstærke Mænd – Og Spillemanden rolig Gaar til Kjældertrappen hen.

Nu skal han ned at tappe, Thi den seirende Mand Kan sagtens vel behøve At kysse Bollens Rand. I Beltespænding nappes De kun med Blodets Tab, Saa maa vel Aaren fyldes Fra Tøndetudens Gab.

Men da han stod i Kjældren, Han saa i et blaaligt Skin En sidde der paa Tønden Og stemme Felen sin. Og Karlen holdt den omvendt, Tæt op til Brystet klemt, Og gav sig til at stryge, Saasnart han havde stemt.

Det var et Spil, som dued: Det klang som vred Mands Ord, Som Hug af staalsat Bile, Og som Næveslag i Bord. Det jubled og det hulked I den skumle Kjælderhal, Da Slaattens Toner endte Med et rungende Mandefald.

Taus Spillemanden lytted Til de mægtige Løb; Det var som Spillets Hvirvler Ned ad Ryggen ham krøb. Saa spurgte han den Anden: «Hvor lærte du den Slaat?» Han svared: «Det er det samme, Men mind dig den blot!»

Nu Manden ned sig luded Og efter Tappen tog – Da saa han Hestehoven, Som Takt mod Tønden flog. Han glemte rent at tappe, Han sprang i Stuen op – Der løfted de fra Gulvet Den faldne Mandekrop.

Fanitullen kaldes Endnu den vilde Slaat, Og Dølene den spille, Og spille den godt. Men lyde de grumme Toner Under Øldrik og Svir, Da løsner atter Kniven I Hallingdølens Slir.