Høstdag

Den Indian summer staar frem. Det dirrer af Solskin og høstskør Klang og Sommeren holder for sidste Gang sin Herligheds Dør paaklem. Da heder det til i Rosernes Gløden, det er som et undrende Smil mod Døden. Og Rosernes Sjæl flyr hjem.

Men Skaberen snor sit Skæg, han tænder en ny af den Tid som forgaar: er Sommeren ude, da Porten han slaar til Høstens Vidundre paa Væg. Naar Akrene sortner for pløjende Ploge da flammer som fremmede Roser i Skoge den rødnende Rogn og Hæg.

En Vrinsken, et Glam — giv Agt! Det spiller igennem Sindet til Fest, der kommer de muntreste Mænd tilhest med Børse og Kniv paa sin Dragt. Men inde i Skogen hver jordbøjet Skytter er glad i sit Liv som den gæveste Rytter der rider til Kongens Jagt.

Og Bonden skærer sit Korn og Rytterne rider med Fjær i sin Hat og Hundene halser i Snar og i Krat og Nypen staar bar med sin Torn. Selv trællende Heste som gaar for Plogen slaar Hodet tilvejrs og ser imod Skogen ved Klangen af Jægernes Horn.

Og Natten blir frisk og kold. Der tændes i Skogen et bortgæmt Baal og nogen mumler og kaster med Staal mod Nisse, Hulder og Trold. Hvem er det? En jordbøjet Skytter bare. Han skjuler i Busken sin krybskudte Hare og lægger sig Gud ivold.

O Høst du er Skønheds Væld. Du tænder paa Himlen det Ild-Alfabet som fordum blev tydet af Præst og Profet, nu leder hver Vandrer ved Kvæld. Du Skabningens Slummer, du milde Pause, o maatte jeg ende som du, i det tause, naar Dagen kommer paahæld!